Vi modtager ikke ordrer pt.
Vi modtager ikke ordrer pt.
Udgivet d. 03-06-2019 08:08

FAQ om Sous vide - ofte stillede spørgsmål

Hvordan udtales Sous Vide?

Sous vide (udtales “suu veed”, det er fransk og betyder ”under vakuum”).

Hvad er Sous Vide?

Sous vide har vundet popularitet for nylig i hjemmet, men professionelle kokke og restauranter har benyttet sig af metoden i årtier. Det er en forholdsvis simpel metode, som nemt kan bruges i hjemmet til at forbedre dine livretter, fjerne unødvendig stress fra madlavning, eller frigøre dig fra at fokusere på et aspekt af dit måltid, så du kan fokusere på kreativt tilbehør, saucen, eller desserten. Når du er blevet bruger af Sous vide, er der er tonsvis af fantastiske ting, du kan bruge det til, fra perfekt tilberedte æg til perfekt crème brûlée, stegt kylling og røgfyldte spareribs.

Så hvordan fungerer Sous vide? Og hvorfor er det så meget bedre end traditionelle tilberedningsmetoder?

Når vi steger vores mad på en pande sker varmeoverførslen fra komfuret, til panden, og videre til vores mad, eller via varmeelementer i ovnen, til den omkringliggende luft ved meget højere temperaturer end maden skal have som temperatur. Derfor er vi blevet opdraget med at maden skal tages af panden eller ud af ovnen på præcis det rigtige tidspunkt. For ellers bliver det over-tilberedt eller for lidt tilberedt. Men når madlavning foregår i vakuumposer i vand, i stedet for en ovn eller en gryde, kan vi hæve temperaturen lige nok til at få maden på de nøjagtige temperaturer vi foretrækker. Vi kan tage det ud, så snart det har fået den tid vi har planlagt, eller lade den hvile i vandet, indtil vi er klar til at spise – Pludselig er vi ikke afhængige af den præcise, og ofte stressende, del af madlavningen. Med Sous vide tilberedning skal du blot sætte dit Sous vide udstyr til den rette tid og temperatur, vakuumpakke din mad i vakuumposer, og du får den perfekte tilberedning du ønsker, hver gang.

 

Kan Jeg lave alt i min Sous vide?

Ja, det kan du. Du kan lave alt der skal have en varmetilberedning. Fordelen ved sous vide er også at du kan frigive dig selv til andre opgaver mens maden bliver tilberedt i badet. Du kan f.eks med fordel bruge din sous vide til temperering af chokolade, varme røde pølser, og hvad du ellers har fantasi til.
Meget tynde emner der ikke skal være møre som f.eks stegt flæsk eller bacon har ikke et formål i sous vide.

 

Skal jeg brune kødet før eller efter det har været i sous vide badet?

Det er en smagssag. Mange bruner kødet efter det har været i badet, så det giver en lidt sprødere stegeskorpe. Og andre gør begge dele. Prøv dig frem, og find din egen favorit. Bare husk det skal være ved HØJ varme.

 

Skal jeg krydre og salte inden eller efter Sous vide?

Vi hos Foodfreaks.dk salter og krydrer altid inden Sous vide. Du vil høre andre der mener at salten trækker væsken ud af kødet (osmose), men smagsmæssigt har det ingen eller minimal betydning på standard kød fra slagteren. Tværtimod. Prøv evt. og læs lidt om “gourmetsaltning”. Teknologisk institut anbefaler faktisk at salte inden tilberedning, da det fremhæver smag og giver mørhed. En god tommelfingerregel vi bruger er 2 gram salt pr kg kød. Og så salte efter ved servering hvis det er nødvendigt.

 

Skal jeg hælde koldt eller varmt vand i beholderen inden jeg tænder for varmen?

Dit Sous vide udstyr er lavet til at kunne varme vandet op fra vandhanetemperatur. Hvis du ønsker at spare tid kan du sagtens bruge varmt vand fra hanen, da maden ikke er i direkte kontakt med vandet. Hvad der er mest økonomisk afhænger af prisen på strøm og varme hvor du bor. Men i en privat husholdning er det “peanuts” vi snakker i forskelle på et år.

 

Min Sous Vide “stav” er oplyst til at kunne bruges i et kar med maks 18, 22 eller 30 liter. Kan jeg bruge et større kar end hvad der er angivet?

Producenten af dit udstyr har lavet en udregning på hvor meget dit udstyr kan være præcist på. I realiteten er der mange ting der spiller ind. Isoleringsevne i den beholder du bruger, hvordan cirkulationen er mellem poserne i karret, om der er låg på osv. Prøv dig frem, men husk at producenten garanterer kun for hvad de har oplyst!

 

Min sous vide kalker til. Hvad kan jeg gøre?

Der er flere muligheder. Det nemmeste er at komme en spiseskefuld eddike i pr liter vand når du bruger dit udstyr.
Du kan også afkalke dit udstyr efter brug med almindelig afkalkningsmiddel. Læs i din brugervejledning hvad din producent anbefaler. Demineraliseret vand kan også bruges.

 

Kan jeg tilberede kød direkte fra fryseren?
Ja, det kan du. Det virker bedst med stege der skal have flere timer. Læg 20-30 minutter til tilberedningstiden, da kødet skal tø op først, og vandet skal tilbage på den indstillede temperatur.

 

Kan jeg lave kød i den vakuumpose jeg har købt det i?

Vores råd er nej. Med mindre det er oplyst på posen hvilke temperaturer det er godkendt til, så lad være. Har vi råd til en steg – så har vi også råd til at pakke den om 

 

Kan jeg genbruge vandet i mit kar flere dage?

Nej, lad være med det. Selvom maden ikke har direkte kontakt med vandet, så kan det potentielt blive en bakterie-bombe. Bakterier formerere sig rigtig godt i varme fugtige miljøer, og hver gang du håndterer poserne med dine madvarer i tilfører du lidt bakterier til “suppen”. Desuden er mange vakuumposer ikke “aroma-tætte”, så du vil kunne dufte gårsdagens krydderier i karret.

 

Jeg har købt et billigt stykke kød. Kan det blive godt?

Det kan blive bedre end ved normal tilberedning. Vi skal huske at det er Sous vide udstyr vi har. Det er ikke en tryllemaskine.
Du kan IKKE få en gammel malkeko til 50 kr/kg til at smage af japansk kobe kød. Så simpelt er det.
Men sammenligner du med at lave det billige stykke kød traditionelt, så vil du få et bedre resultat. Et godt råd er at give det ½-1 time ekstra end hvad vores skema anbefaler. Vores skemaer er lavet ud fra “slagterkvalitet”.

 

Hvad er det bedste jeg kan lave sous vide?

Det er en individuel smagssag. Men Hos os har vi 2 favoritter. Friske majs og Confit de Canard (confiterede andelår).

 

Kan jeg bruge en flamingokasse til min Sous vide stav?

Nej. Isoleringmæssigt er flamingokassen en god ide. Desværre er flamingo ikke vandtæt, så du skal derfor have en vandtæt plastik kasse indeni.

 

Jeg har Sous vide rester. Kan jeg genopvarme dem, og hvordan?

Ja, det kan du sagtens! Det nemmeste er at putte dine rester i en vakuumpose, og lægge det i en beholder med varmt vand fra hanen i 15-20 minutter. Så er du fri for at skulle finde dit Sous vide grej frem på 2. dagen.

 

Hvad er forskellen på glatte og rillede poser/ruller?

Forskellen ligger i hvilke maskiner de kan bruges til. Glatte poser bruges til såkaldte kammervakkuumpakkere, og rillede vakuumposer bruges til “normale” vakuumpakkere. Der er nogle enkelte vakuummaskiner med en “snabel” som sugerør, der bruger rillede poser. Praktisk erfaring siger dog at disse er af svingende kvalitet. Til langt de fleste vakuummaskiner i privat husholdning skal der bruges rillede poser/ruller. Hvis du er i tvivl er du selvfølgelig velkommen til at ringe eller skrive, og oplyse din model. Så skal vi med glæde fortælle dig hvilke du skal bruge.

 

Kan jeg lave min mad dagen før, og så bare opvarme inden servering?

Ja sagtens! Hvis du ikke kan få det til at passe med at lave det på dagen, så lav det i forvejen, og smid det i køleskabet. Varm det i sous vide ½ times tid før servering, eller fyld vasken med varmt vand fra hanen og smid vakuumposen deri.

 

Hvordan er det med bakterier og Sous vide?

Mange undrer sig over om der ikke er bakterier når vi tilbereder ved så lave temperaturer. Det er heldigvis sådan at bakterier ikke kan overleve ved længere tids varme, selvom temperaturen er lavere. Skemaet her er udarbejdet af fødevarestyrrelsen, og fortæller ved hvilke temperaturer og tider bakterier dør:


Der opnås samme bakteriedræbende effekt over for de sygdomsfremkaldende bakterier Listeria monocytogenes, hvis de udsættes for følgende fire konbinationer af opvarmninger:
75ºC i 23 sekunder
70ºC i 2 minutter
65ºC i 10 minutter
60ºC i 54 minutter
55ºC i 126 minutter